|
Pæjes Haw
At plante har jeg altid interesseret mig meget for og set på
som noget betydningsfuldt. Et hjem omgivet af læ og hegn om have
og mark, har altid stået for mig som et af de størte mål, lige fra jeg
var dreng. Jeg så det hver dag, når jeg kom om vest for vor hjem.
Her lå "Pæjes Haw", som vi sagde. Det var vor nabos have mod vest.
For 60 år [omkring 1885, da forfatteren Thomas Sørensen var barn] siden
var denne have i sin bedste alder. Da var træerne vel ikke så store
som nu, men der var flere. Den havde et godt underlæ, som mangler nu. Der
var mange æbletræer, imellem 20 og 25. De stod dengang i deres bedste udvikling
omkring 30 år gamle. På den tid var der herude ingen
andre frugttræer. Nu er de gået ud, men for 60 år siden stod de fulde
af frugt.
Ja, hvor har den have livet op i landskabet. Gik man fra Thyregod med
vejen sydpå, kom man på venstre hånd først til nogle bakker beklædt med
lyng, så en dam og nogle tørvegrave.
Men når man kom lidt længere
op, så var det helt forandret. En dejlig lund med store træer, ege, bøge,
ask, elm, elle, poppel, birk, bævreasp og på diget syrener og enkelte
grantræer. En forårsdag var det hvidt af anemoner i det grønne under
træerne, og sådan er det endnu. Der var desuden påskeliljer og
bregner. Oppe ved gården stod frugttræerne fulde af blomster. Var det
sært, om det syn kunne vække drømme hos en dreng og få ham til at bygge
luftkasteller.
Men hvor kunne den mand, som ejede gården for 150 år [snarere 100] siden fremtrylle al den
herlighed? Nu er det jo ingen sag: Vejledning er nem at få. Vi har konsulenter
til at give råd, og vi har hedeselskabet. Vi kan få planter til halv
pris o.s.v. - Men for 150 år siden! Da var der ingen konsulenter til,
hedeselskabet heller ikke. Der gaves ingen tilskud til indkøb af planter, og
der var ingen planteskoler i miles omkreds. Den man, der ejede gården
"Skovlund" for 60 år siden, hed Peder Pedersen, han var da 57 år og hans
fader, som har plantet de mange træer, hed Jens Jensen, men han var død på den tid,
her er tale om. Jens Jensen havde hentet træerne ovre på herregården
Nedergård [Grættrup Nedergaard, stor gård c1890 senere udstykket, ingen
herregård] ved Nørre Snede. En ejendommelig mand var han, folk sagde om
gamle Jens, at han plantede hele året rundt. Ja, han kunne få alt til at
gro. Sønnen Peje, der ejede gården i 1884, var født 1827.
Haven er vel plantet omkring 1850. Nu står der 59 ege, 45 ask, 11 bøge, 25 elm,
12 popler, 1 birk og nogle elle og bævreasp. En eg er 23 tommer (60 cm),
en poppel 28 tommer (73 cm) i diameter. De højeste træer rager 30 alen (19 m) til vejrs.
Men modgang har haven haft. Under
forrige krig kom gården i handel. Og de skiftende ejere havde ikke alle
syn for skønheden ved de store træer, og der faldt mange af dem, både store
ege, bøge og ask for øksen. En granplantage nord for haven, som var 25 år gammel,
blev hugget ned og solgt. Det skæmmede haven
en del. Men Pæjes hau har alligevel været en pryd for egnen og til glæde for
ungdommen. Mange store møder er afholdt under de store kroner.
Jeg husker
især to møder. Det var sidst i halvfjerdserne og i firserne. Da talte
hedningemissionæren K. P. Børrensen, som på den tid holdt møder flere
steder her i landet. Disse møder var godt besøgt. Jeg husker de mange
vogne, heste og folk, som var samlet den varme, lyse sommerdag. Det
var ikke alene ved Peder Pedersens gård, men ved nabogården øst for - vores gård -
at vogne og heste blev stillet. Der var kommet folk langvejs fra.
Det andet store møde fra en senere tid var med afholdssagens
forkæmper Larsen Ledet som hovedtaler. Jeg husker især hans
gebærder. Det var kromændene, han var ude efter. Larsen Ledets ord lød:
"Mange, der øvede den gescheft, burde", så kom hans gebærder uden ord,
men skulle hans bevægelser omsættes i ord, var det blevet: "Klynges op
i det højeste træ i haven". Ungdommen har leget og danset her den lyse
sommernat. Der er holdt møder og fester lige op til vore dage.
Jeg husker også, hvor vi børn i nabogården i en dejlig, stille
sommeraften kunne høre Peje stryge sin violin til glæde for sine. Han
var musiker og blev ved med at spille til helt op i sin alderdom.
Vi undrede os mangen gang over, at han kunne blive ved at lokke tonerne
frem. Hans hænder og fingre blev stive og krumme og hans hænder og
arme rystede, men spille det kunne han. Ja, det var et lille glimt af
det, der er sket i "Pæjes Haw" i det lange spand af år.
|